Side:Münchhausen.djvu/86

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

jeg ikke pludselig hadde kommet paa en lykkelig idé — hvilket jeg virkelig gjorde. I mindre tid end en flink jæger behøver for at ramme en hare, trak jeg pelsen av min døde bjørn, hyllet mig ind i den som en frakke og gjemte mit hode inde i dens hode. Jeg var neppe færdig med denne operation, før hele hopen trængte sig om mig. Jeg vil medgi, at jeg avvekslende følte mig kold og varm inde i min pels. Min list lykkedes imidlertid fortræffelig. Den ene efter den anden kom hen og lugtet paa mig og syntes at holde mig for sin bror. Jeg saa forøvrig næsten ut som en bjørn. Med litt mere korpulents vilde likheten ha været fuldkommen, og iblandt flokken var der ogsaa unge bjørne som ikke var fetere end jeg. Efterat ha lugtet længe nok paa mig og liket av mit offer, blev vi snart meget fortrolig; jeg efterapet trolig deres manérer og bevægelser, men jeg maa tilstaa, at de var flinkere end jeg til at brumme, hyle og brøle. Men hvor bjørnagtig jeg end syntes at være, saa var jeg dog ikke mindre menneske for det. Jeg studerte paa at finde et middel til at utnytte det gode forhold mellem bæstene og mig paa bedste maate.

Jeg hadde engang hørt av en militærkirurg at et snit i rygraden øieblikkelig medførte døden. Jeg besluttet at anstille et forsøk. Jeg tok min kniv i haanden og hugget til den største bjørnen i nakken tæt ved skulderen; de maa tilstaa at det var et vovespil og jeg hadde grund til at være ræd. Hvis dyret overlevet det var det forbi med mig: jeg vilde bli revet istykker. Lykkeligvis gik det godt, bjørnen faldt død om for føtterne mine uten engang at mukke. Jeg besluttet mig derfor at gjøre ende paa dem alle sammen paa samme maate, og det var ikke vanskelig ti endskjønt de saa sine brødre falde tilhøire og tilvenstre, saa ante de ikke uraad, da de ikke hadde nogen forstaaelse av deres ulykkelige brødres mandefald, og det var et held baade for dem og for mig. Da jeg saa dem allesammen liggende døde omkring, følte jeg mig likesaa stolt som Samson efter seiren over filisterne.

Kort sagt, jeg gik tilbake til skibet og utbad mig tre fjerdedele av besætningen for at faa hjælp til at bringe pelsene og skinkerne ombord. Resten ap kjøttet kastet vi i havet, skjønt det vel kunde ha smakt likesaa godt som bakparten hvis det var blit skikkelig saltet.

Saasnart vi kom hjem sendte jeg i kapteinens navn nogen skinker til lorderne i admiraliteten, skatkammerlorderne, til Londons borgermester og raadmænd, samt til handelsklubbene og fordelte resten mellem mine venner. Fra alle kanter fik jeg de varmeste taksigelser; byen takket mig for min elskværdighet ved at indby mig til den aarlige festmiddag som blev git ved borgermestervalget. Bjørneskindene sendte jeg til keiserinden av Rusland, for at hendes majestæt og hoffet kunde anvende dem til pels. Hun takket mig med et egenhændig skrevet brev, som overraktes mig av en overordentlig gesandt, hvori hun bad mig om at dele kronen med hende. Da jeg aldrig har tørstet efter kongelig værdighet avslog jeg hendes majestæts tilbud paa den mest utsøkte maate. Gesandten som bragte mig skrivelsen hadde befaling til at vente paa mit svar for at overbringe det til sin herskerinde. Et andet brev som jeg en tid efiterpaa fik fra keiserinden overbeviste mig om hendes ophøiede tankesæt og om hendes sterke lidenskap. Hendes sidste sygdom som