Som man kan tænke, ophørte ikke baronens venner at be ham om at fortsætte fortællingen om hans likesaa lærerike som interessante eventyr. Baronen hadde den rosværdige vane bare at handle etter eget lune, og den endnu mer rosværdige vane aldrig at la sig rokke fra sine grundsætninger. Endelig kom den længselsfuldt ventede aften, og baronens høie latter fortalte hans venner, at aanden var kommen over ham, og at han vilde imøtekomme deres ønske:
«Conticuere omnes, intentique ora tenebant», eller for at tale tydeligere: alle taug og lyttet med opladte øren.
Og Münchhausen laa paa sin polstrede sofa og begyndte:
Under Gibraltars beleiring indskibet jeg mig paa en flaate som skulde bringe proviant til festningen og som stod under lord Rodneys befaling; jeg vilde besøke min gamle ven general Elliot, som tilkjæmpet sig uvisnelige laurbær ved forsvaret av dette sted. Efter de første utvekslinger av venskapshilsener, som skik og bruk er, naar gamle kjendinger møtes, vandret jeg med generalen igjennem festningen for at lære fiendens arbeide og dispositioner at kjende. Jeg hadde bragt med mig fra London et udmerket speilteleskop av Dolland. Med dette instrument opdaget jeg, at fienden rettet en seks og tredivepunder mot den bastion hvor vi befandt os. Jeg sa det til generalen, som bad om at faa teleskopet, for med egne øine at overbevise sig om rig tigheten av min iagttagelse, og efterat ha set vel en time gjennem dette, overbeviste han sig endelig om det som jeg hadde iagttat med ét blik. Nu blev der kaldt sammen til krigsraad som han bad mig ta del i, da min Dolland hadde indgydt ham stor respekt for mine militære kundskaper. Efterat man hadde talt længe frem og tilbake, var man tilslut slet ikke kommet til noget resultat.
Med hans tilladelse fik jeg fra nærmeste batteri bragt mig en otte og firti-
