Den ovenfor hyppig forekommende svenske Consul J. C. Martineau var 1787 ansat af Gustav den Tredie. Der havde før ham ingen svensk Consul været i Christiania, og hans Post blev heller ikke besat, da han 179* døde. I Rigsarkivet findes i Afskrift en Skrivelse fra ham til sin Konge, hvilken her meddeles.
Christiania 7 Novb. 1789.
On se chuchotte à l’oreil qu’il regne à Copenhague un grand mécontentement, qui pourrait eclater: ce qu’on souhaite fort ici. On doit se lasser de voir l’excercise militaire faire l’occupation unique du Prince Royal, et que l’officier seul merite ces attentions, que la reste est à la merci des ministres.
Mr. Anker est parti pour Londres, ce voyâge à propos de bottes selon le peuple a pour but d’y traiter de l’independance de Norvege[1]. Comme c’est au fond un genie remuant, il pourrait bien prendre fantaisie dans la conjoncture presente de vouloir faire l’Adams ou le Franklin. Il serait d’ailleurs à propos de le feire veiller par notre ministre d’autant plus que nous devons bien entrer dans son plan. La moindre avance lui tourne la tête.
- ↑ Om sin Reise taler Anker selv i et utrykt Brev af 19 Sept. 1789 til sin Fætter Carsten saaledes: „Pligter fordre Reisen, vigtige Pligter. Jeg er ikke forfængelig nok til at troe mig uundværlig i dette arme Land, men dette veed jeg, at alle troe det, og hvilken Fyldestgjørelse. Ikke har jeg solgt Møbler, ikke hævet Huusholdning. Jeg veed, hvad jeg skylder mit Fædreland og vee mig, om jeg for at følge mine egne philosophiske Planer til glade og rolige Dage ikke ombyttede disse med et Liv, fuldt af Uro blandt Elendige og Barkeædere, med en Udsigt til gruelige Scener, ja om jeg end i disse blev et Offer – jeg bier og bliver og deler Skjebne med mine Landsmænd.“
