Menneskes Sjæl kunde forlade det og være borte indtil 5 Aar. Et saadant Menneske vilde da sygne hen og dø, hvis man ikke kunde mane Sjælen tilbage. Ligesaa troede de paa Besættelser af onde Aander. Disse maate uddrives. De Offere, som her brugtes, var enten en Høne eller en brun mager Okse. Hvis man ofrede en Høne, tog man dens Indvolde ud, et Sindbillede paa, at «al Skyld» var fjernet fra den syges Indre – den for hvem der ofredes. Hønen blev saa fyldt med en Substans, lavet af forskjellige Tryllemidler, som man tillagde sterke, dragende Egenskaber. Disse skulde da sammen med Maningshandlingen «drage Sjælen tilbage», lokke den til at komme og bo i den syges Indre, hvor der nu «ikke fandtes nogen Skyld» (Skylden bestod i Overtrædelse af «det forbudne»). Hvis man ofrede en brun Okse, var det for at mane tilbage Bernesjæle hos Kvinder, som havde tabt dem. (Man troede, at Kvinderne foruden sin egen Sjæl ogsaa havde Barnesjæle; disse kunde tabes, og maatte da manes tilbage, ellers kunde hun «i Evighed ikke lægge et Barn til sit Bryst,» forsikrede Sandsigeren.) Kvinden maatte under Maningshandlingen drikke af en Skaal fyldt med Brændevin, der var blandet med Offerdyrets Blod, samt med noget, som var skrabet af et af deres vigtigste Tryllemidler eller Afguder, det saakaldte «Blaatræ». I Skaalen var der ogsaa et Femfrancsstykke – det hvide var Velsignelsens Sindbillede. Sølvet skulde som i andre Maningshandlinger virke lokkend paa Aanderne. –
Ved Dæmonuddrivelse ofredes der en Okse.
De her nævnte Ofringer var Led i indviklede sammensatt Manings- og Besværgelseshandlinger
