det nordøstlige Hjørne i Huset, hvor Familiens Fædre tilbades. Dette Høstoffer var et Takoffer.
For dem, der kjender den madagassiske Folkekarakter, er det ikke det mindste paafaldende, at man merker lidet eller intet til Taknemlighed i de Bønner, hvormed denne Offerhandling indviedes og afsluttedes. De bedende paakaldte Gud og Fædrene «fra hvem de var komne tilsyne», bad til to Gudesønner, til «de Guder, som er otte Ægtepar, til Solen og Maanen, og Jordens Ledsagere og Himlens Ledsagere» og til den Afgud, som de kaldte Tsotsòroka, som for Anledningen var opstillet i «Fædrenes Hjørne».
Familiefaderens Takkebøn under Spisningen af Offerrisen er betegnende for de jordvendte hedenske Sind: «Aa, vi er lykkelige, o Gud, thi vi har naaet til denne Høsttid. Maatte hele Familien opleve en ny Høst! O, maatte vi aldrig rammes af noget ondt; maatte vi aldrig ta ondt af den Mad, vi spiser. (Derved tænktes paa, at Troldmænd kunde forhekse Maden deres og derved paaføre dem Sygdom og Død. Madagasserne var som alle Animister «under Dødens Frygt al sin Livstid»). Maatte Risen ikke forlade os eller vi skilles fra den.» –
Ved de madagassiske Nytaarsfester bragtes der ogsaa Offere. Kjødstrimler – der slagtedes en Masse Kvæg ved Nytaarsfesterne – lagdes op paa den øverste Kant i «Fædrenes Hjørne». Det tørrede ind og spistes af Familien ved den følgende Nytaarsfest. Saa gik man til Fædrenes Grave, hvor man bad og ofrede Brændevin, brændte Talg eller Harpiks.
Paa flere Steder i Indlandet og Lavlandet reiste
