før Kirken tillod, at de Christne skulde behandles som de germaniske Trælle; „ecclesia non sitit sanguinem“ var jo dens Valgsprog. Men Kjætterforfølgelserne bragte den ogsaa her paa andre Tanker. Torturen optog den nu fra Romerne, der i Keisertiden havde anvendt den paa crimen læsæ majestatis, hvorunder Keiserne efterhaanden havde faaet de fleste Overtrædere af deres Befalinger til at gaa ind; Kjætteriet ansaa Kirken som et crimen læsæ divinæ majestatis, og dermed var da Torturen begrundet. Manglede baade fuldt Bevis og Tilstaaelse, anvendtes Eden. Kirken havde fra først af ikke billiget denne, da den ansaa den forbudt af Skriften. Imidlertid optages den lidt efter lidt fra den germaniske Ret og var fuldt anerkjendt, da Inqvisitionsprocessen opkom. Meded var derimod den kanoniske Ret aldeles ugunstig, dels fordi den smagte formeget af en folkelig Afgjørelse, dels fordi Kirken ansaa Godtroenhedsed farlig for Samvittigheden. Den valgte derfor simpel Partsed, der imidlertid først aflagdes, naar Dommeren fandt Mistanken stor nok til ikke uden videre at frifinde. Her have vi altsaa en Bevisbyrde, og som Følge deraf har allerede Eden den samme Character, som endnu i vore Dage, og i det Hele gjenkjende vi i denne Skildring af den kanoniske Inqvisitionsproces fra det 13de Aarhundrede de væsentlige Træk af den samme Rettergangsmaade og det samme Bevissystem, som ligetil den nyeste Tid har hersket i de fleste europæiske Lande[1].
Denne Rettergangsmaade skulde anvendes ved
- ↑ Bieners Beiträge zu der Geschichte des Inquisitionsproceßes und der Geschwornengerichte, 1827.
