maatte ud i Døren for at gløtte paa Veiret; — men hun havde ikke Stunder til at staa der længe, hun maatte ind til Grøden, saa Truls satte sig paa Stenpallen udenfor Døren, det var saa varmt at det var herlig meget, endda han bare var i Skjorteærmene.
— Der kom en Mand skridtende langs Oreholtet, en fremmed Kar, saavidt han kunde skimte. Og det var rare Ting, at der kom fremmede Folk til Dugene, som laa fjernt fra Kongeveien. Og det til og med saapas sent at Kvælden stundede til, det maatte sagtens være Fanter og Skøiere, som rækede i Skauen paa denne Tid.
Truls reiste sig. Han kom i Tanker om, at der hverken var sat Skodder eller Laas for Fjøs og Stabbur; det trængtes sjelden til den Slags paa Dugene. Han var allerede paa Vei hen til Stabburet, da han stansede, for nei! han dér var saavist ingen Fant. Det var en Storkar; han havde blanke Knapper og morsk Hat. Og høie Støvler og Børse paa Ryggen.
Nei, dette var saavist ingen Fant. Han var en hel Offisjer, var han; men hvorfor i
