at et af de største og værdifuldeste Underbrug under Vesterhus skulde sælges — strax og til hvilkensomhelst Pris. —
— Dette: at nogen af Vesterhusfolket solgte unna i Huj og Hast, dette var noget saa ganske ubegribeligt. Saalangt tilbage Sagnet gik, havde de Karene bare kjøbt; men var der først kommet Jord i deres Eie, var den ikke mere at faa tilbage, — ikke for nogen Pris. — Men nu, da der solgtes jord fra Vesterhus, nu gik det visselig nedover med Ætten. Og det var ikke at undres paa; ingen var der til at tage vare paa Gaarden; — Odelsmanden drev omkring udenvælts og forbrugte sit Gods, saa det var en Skam at vide om, og herhjemme maatte det jo gaa galt, naar der ingen var til at se efter.
— Efter dette første Salg fulgte snart et, snart et andet; jo jo, nu gik det strygende nedover! De gamle Tjenere paa Vesterhus begyndte at flytte sin Vei; de vilde ikke se paa denne Elendighed. Og de nye, som kom til, kjendte ikke Vestergubbens strenge Aand, men tog for sig af det Gods, som næsten syntes at være herreløst. —
