rundt om Næven havde gjort ham drukken af Had og Vellyst — han rendte Kniven i hendes Nakke. Spruten fløi ham i Øinene; saa han blev blændet, og han fik Munden fuld af dampende emment Blod.
Men idetsamme var han grebet og løftet høit tilveirs; etpar forfærdelige Arme klemte ham sammen saa fast, at han mistet Pusten og det mørknede om ham, — og han følte en stikkende Smerte i Brystet som om alle Ribben blev knækket i Stumper og Stykker.
— Villum kastede Fanten nedover Bakken; Kroppen trillede som livløs et lidet Stykke og byltede sig saa sammen om en Brisk, der blev den liggende ubevægelig. —
Saa løftede han varsomt Karis unge blødende Legeme op paa sine Arme og bar hende ind paa sin Seng.
— Truls havde seet det hele, og saa forskrækket var han blevet, at han ikke kunde sanse sig. Men tiltrods for at hans Hjerne var lammet af Rædsel, var der et Slags Instinkt igjen i ham: Den stygge Tateren maatte bringes til Lensmanden; — han var vist ikke rigtig død endda; — endda han laa ganske
