unge Kvinde sig til at græde. Hun støttede Hovedet i Hænderne og bare græd. Det var, som om selve denne Vaarens unge Forventning over Alverden var det, hun mindst af alt kunde bære.
Hun hulkede længe og saa høit, at det kunde høres vidt udover. Folk de mødte, stansede op og hilste Herren, som sad i Vognen; men hun vørede ingenting. Hun hulkede, saa det hørtes langt udover i Vaarkvælden.
Og Folk forundrede sig saare; slig var ingen kommen kjørende ind i Bygden før. Hvad var det for en Sorg, som var saa tung, at den ikke kunde bæres tyst for Verden ialfald, tænkte disse Folk. —
— Slig Uhygge stod der af denne Kvindehulken i den lyse Kvæld, at Folk senere ikke glemte den. Selv efter at hin ulykkelige Kvinde forlængst var Stedet til Hvile, huskedes denne saare Graad. Og naar der senere kom slig en lin og stille Kvæld om Vaaren, saa kaldtes det altid „Salig Fruens Velkomst“. — —
Men, siger ogsaa Sagnet, Manden, som sad ved Siden, han tiede ganske stille. Han lod
