hun vilde gaa sin Vei uden at sige et Ord mere.
Men idetsamme gled Fantejenten hen i Døraabningen; hendes røde Skjørt blev ganske glødende i Solstrimen. — Hun saa den fremmede Dame i Halvmørket inde i Stuen — hvem var hun? Hendes Øine søgte Villum, og hun kjendte hans Ansigt; hun saa nok, der var hændt ham noget ondt! Og det var vel hende der — den fremmede Dame — som havde gjort ham ondt.
Hvor hun hadede hende!
Hun løsnede sig mod Dørstokken og stirrede paa den fremmede med Hovedet løftet i ungt Overmod.
Som hun stod der med det rasende Sollys flammende over Skjørtet og glinsende i Glassmykkerne, saa hun ud som et gyldent prangende Billede paa al Ungdommens Deilighed.
Og da den fremmede Dame mønstrede hende fra øverst til nederst, slog hun ikke sine Øine ned; — nei, de blev frækkere og ligesom nøgne, og der sprang et far1igt Smil frem om de smale, bIodrøde Læber.
Da Emerentze saa dette Smil i det dei-
