men, og efter hende gik Truls og truede med sine to oprakte Hænder.
Da sprang Villum ret imod sin Husbond, tog ham i Kraven, løftede ham op som en Fille og bankede ham saa ugudelig igjennem, at Truls Olsen ikke havde kjendt Mage til Prygl — nei ikke siden hine onde Dage, da han tjente Kongen og havde havt en Korporal som var saa ubændig med sine Næver.
Truls turde ikke kny mod sin Dreng; thi nu først anede han, hvad denne hans Gaardsdreng igrunden var for en farlig Kar. Han gjemte sig angst borte ved Laavebroen og gned sin ømme Ryg og maatte ovenikjøbet med sine egne Øine se, at det besatte Skarn førte Tøsen ind i Kammerset igjen. Og senere maatte han endog finde sig i, at hans Dreng kommanderede ham værre end hin ubændige Korporal og sendte ham i Fjøset for at hente Melk.
Men da han taalmodig havde gjort, hvad der var ham befalet, og leveret det fyldte Spand fra sig i Kjøkkenet, fik han til Tak ikkun et Spark i sin saare Bag. —
Da gik det tydeligt op for Truls Olsen
