Barn derborte i Skauen, og at dette hendes Barn var dødt.
— Der var noget ved hende, som rørte den herjede Karl meget dybt. Hun var ikke voxen endnu; hun var saa spæd og hjælpeløs.
Og dog var det en liden Moder, som klagede over, at det Barn, hun havde født til Verden, laa dødt og koldt i hendes Arme.
„Kom skal jeg hjælpe Dig,“ sagde Villum, og løftede hende varsomt op.
Hendes Øine flakkede ængsteligt omkring: — „Ikke gjøre mig ondt!“ klynkede hun.
„Nei, nei,“ svarede Villum. „Jeg skal bære Dig i Hus. Du skal faa varm Melk at drikke — forstaar Du? varm Melk skal Du faa, og god Seng at ligge i.“
Endnu engang flakkede Øinene ængsteligt omkring; men saa var det, som hun endelig skjønte, at denne Mand virkelig vilde hjælpe hende, — han vilde virkelig give hende varm Melk at drikke og god Seng at ligge i — hun som havde streifet om i Skauen og født sit Barn under aaben Himmel.
Da brast Sorgen og Taknemligheden sammen over hende; hun slog den Arm hun
