hvorfor sidder Du og ager i denne Møgkjærre i saadan forbandet Maskeradedragt?“
Villum lo hjertens godt igjen, — „jeg ager paa min Husbonds Kjærre,“ sagde han, „og jeg har ringe Stunder; thi han venter paa mig og den Finkel, jeg har kjøbt ham i Staden.“
„Din Husbond!“ skreg Majoren. „Gjør mig dog ikke helt forrykt! Hvem Satan er det, Du kalder Din Husbond?“
„Truls Olsen Dugene. Jeg er Gaardsdreng hos ham. Idag har jeg været til Byen med en Purke, som vi slagtede igaaraftes. Og nu maa jeg ile; for jeg har en fortærende Sult. Jeg har ikke smagt Mad siden tidlig imorges, og desuden venter Truls paa Finkelen.“
„Villum,“ sagde Majoren og smattede ganske stille. „Gjør mig dog ikke ganske rasende. Du erindrer sagtens endnu, hvor kratzig jeg stundom kan blive.“
„Sæt Dig op hos mig paa Ageljælen,“ sagde Villum. „Saa kan vi tale sammen den Vei; der endnu er kjørendes.“
Ja, Majoren krabbede sammæn op paa
