Majoren; men hvad han fandt ganske upassende var, at Bondemanden hele Tiden sad og gloede paa ham.
Majoren var i fuld Uniform og forsaavidt meget seværdig; men Bondemanden gloede saa vedholdende, at det næsten var lidt vel meget af det gode.
Og saa hændte pludselig det forskrækkelige, at Bondemanden nikkede til Majoren. Ja, han nikkede, gjorde han, og han nikkede direkte til Majoren paa en egen gemytlig Maade, som Majoren ikke fandt passende — især da han idag ikke var rigtig i Humør — (det var en smuk Dame, som paany havde udvist en latterlig Knibskhed!).
Og da Bondemanden, tiltrods for Majorens straffende Blik, dristede sig til at nikke en Gang til, da gjorde Majoren høire om holdt! og skraalede: „Vil Du fixere mig, Din Grobian!“
Majoren gik lige mod Grobianen; han havde en Bunke herlige Skjældsord liggende færdige paa Tungespidsen; da aabnede Bondemanden sin brede Mund: „Godaften, Ulrich!“ sagde han.
Majoren strakte Hænderne afværgende
