— Hertil svarede Truls ingenting; —
dette at han havde været udenvælts og i
Krigen, huede ham ikke, der kom ikke andet
end Galenskab og Pestilens med slige
forløbne Poltroner.
Desuden var det, som om han skulde drage sig noget tilmindes. Dette dybe Arret tværsover Panden havde han lagt Mærke til, med det samme Manden havde taget Hatten af. Og det Arret syntes han, at han skulde huske fra engang før; — hvad det var for noget, skulde han ikke kunne sige mere; men noget godt var det visseligen ikke.
Saa Truls tiede derfor stille til Fremmedkarens Forslag.
„Ja, og saa ved Du det,“ fortsatte Fremmedkaren, „at Gamp har jeg jo, og lidt Penge har jeg ogsaa; saa Du skal slet ikke have gjort mig en Tjeneste for ingenting.“
Se det var jo en ganske anden Tale; og nu blev Truls strax mere indladende. Gampen stod udenfor; saa det var rigtigt nok med den. Vistnok var Gampen ringe. Det saa ud som om den havde gaaet længer end langt; men kanske der kunde blive Krêttur af den igjen,
