„Straf?“ svarede Obersten forundret. „Har
Hr. Capitainen ment, at der kan tvistes om,
med hvilken Straf man belønner den Slags?
Eller at den Person idetheletaget skulde
kunne forblive i Hans Majestæts Armé efter
en saadan Affære?“
Obersten tiede og de to Herrer fixerede hinanden nu en lang Stund. Obersten var saa irriterende rolig; det var det, som var saa kreperligt, at det ligefrem boblede inde i Capitainen. Og tiltrods for at han stod i stram Givagt, var hans Mine høist anmassende, og hans Øine var rædsomme at se paa — især det blaasorte!
„Apropos Hr. Capitaine — den Personage befinder sig vel i Hullet?“ spurgte Obersten pludselig.
„Hr. Lieutenant v. Westerhuus har givet mig sit Æresord paa at være forhaanden, naar saa maatte forlanges.“
„Se, se! Hans Æresord! Det var i Sandhed betryggende.“
„Da staar jeg selv inde med mit Æresord for, at Hr.Lieutenant v. Westerhuus intet Skridt gjør for at undvige. Det tør vel være tilstrækkeligt.“
