udenvæltske Gesindel ordentlig paa Pelsen hver Formiddag, naar han indtog sin lille hemmelige Forfriskning paa Consulens Comptoir.
Capitainen selv havde man jo ikke godt kunnet undgaa; — men han havde stillet øieblikkelig hos Obersten og løiet sammen en hel Mængde forbandet Vrøvl som Grund for at han beklageligvis ikke den Aften kunde forlade sin høivigtige Tjeneste.
Obersten bad ham saamæn ikke to Gange. Han var i Virkeligheden sjæleglad over, at den høirøstede Capitaine ikke kom med i hans ædle Compagni. —
— Byens venlige hvide Kirke med det irrede Klokketaarn havde aldrig seet Mage til det Optog, som den Eftermiddag drog ind under dens lave Port. Der var Karosser med Speilglas og Vaabenskjold paa Døren, der var Heste, — baade Trespand og Firspand, hvoraf enkelte endog havde Strudsfjær paa Hovedet. Der var spraglede Portechaiser, bemalede med Hyrdescener, pyntede med Dusker og kronede med gyldne Hjelme.
