Skræk ved Tanken paa, at det var ham, som skulde eie hende nu og siden alle de mange lange Aar; — nei, han bød hende egentlig sletikke imod; — aa! han kunde have været meget værre!
Men der var ingen Fest over hendes Tanker paa ham, intet af det, som engang havde taget Tag om hendes Strube, saa hun svimlede sansesløs gjennem mange blaa og salige Havdyb.
— Det var der ikke over Baron Nicolaj. —
Men ulykkelig var hun ikke; — hun var bare blevet saa skræmt. Et Øieblik i sit Liv havde hun staaet paa Randen af Afgrunden og stirret ned i de blaa, salige Havdyb; — det var dét, som havde skræmt hende. —
— Nu længtede hun bare efter at gjemme sig bort i de store Sale paa Brunkeby; — hvor hun skulde hvile ud! Og hvor hun vilde føle sig tryg og langt borte fra alt farligt — i en stille, god Mands Varetægt — — —
— — Da Lieutenant Villum vendte tilbage til Byen et Par Dage før Bryllupet, bandede Capitainen sin allerlængste Ed, som
