været en vældig Eiendom, havde Vesterhus engang. Hans Bedstefader havde været den mægtigste Bonde, som fandtes i syv Kirkesogn, blev der sagt. Han eiede Skau og Grund, Mil efter Mil, Sagbrug og Møller, Kirker og Gastgiverhuser. I hans Stabbur stod Kister i Rækker og Rade, med Blommer og Figurer, nogle ganske røde, nogle helt blaa, men de fleste brogede og pralende — en enkelt havde han i sit Hovmod ladet forgylde helt.
I disse Kister laa alskens Klæder — baade Forfædrenes enfoldige Vadmel med Broderier paa Kraver og Opslag, og de Dragter af Dyffel og Fløil, som han selv havde anskaffet sig. De var stukket med Guld og Sølv og udsyet med alskens udenvælts Stads, som kunde glæde hans pragtsultne og forfængelige Sind. —
Foruden disse Klædeskister stod der paa Stabburene jernbeslaaede Skabe, hvori han opbevarede alskens Kostbarheder uden Hensyn til Skjønhed eller Nytte, naar bare deres Værdi prangede i Menneskenes Øine eller deres Lødighed veiede tungt i deres Hænder.
Men end ikke al denne Rigdommens glo-
