umuligt. Han rev Døren op, stormede ud paa Gangen og opad Trappen.
Ellers pleiede hun altid at synge, naar hun kom hjem fra sine Rideture, — aa hun sang slig, at hele Forstuen var fuld af Toner.
Han stansede i en Trappeafsats og lyttede.
Nei, ikvæld var her ganske mørkt og stille.
Kanhænde hun var falden i Søvn? Kanhænde hun havde været træt efter Rideturen og havde lagt sig paa Sengen for at hvile et Øieblik og saa var sovnet rent af. —
Ja, Gud give, at det var Forklaringen!
Men hys — hvad var det for noget —?
Lød der ikke som sagte tilbagetrængt Graad deroppe fra —?
Obersten tog den sidste Afsats i etpar Sprang — saa stod han ved hendes Dør og bankede paa og vilde gaa ind.
Men Døren var laaset.
Han bankede paa igjen, al Besindelse forlod ham.
„Luk op! Øieblikkelig!“ kommanderede han.
„Jeg kommer strax ned, Papa,“ svarede hun derindefra, og til sit ubeskrivelig Raseri hørte han, at Stemmen var brudt af Graad.
