„Det er den flyende Frua,“ hviskede Truls
igjen. „Se og lad os komme ind.“
Og ind i Hytten styrtede de begge; de løb fra Tallerkener, Skeer og Kopper, de bare laaste Døren og satte Stokken for og gjemte sig inde i Soverummet. Og Truls læste Fadervor høit tre Gange og endda det, han huskede af Troesartikleme.
De sad i det mørke Rum i over en Time uden at turde røre sig — for de ventede begge, at Frua skulde komme igjen.
Men hun kom ikke. Natten var saa stille, saa stille. Aa, det var som den laa og lyttede efter noget forskrækkeligt. Selv Væggesmeden i Krogen tiede stille inat. Aa, hvad kunde det være — hvad kunde det være —
Endelig krøb de to forskræmte Mennesker tilsengs; de trykkede sig tæt ind til hinanden, — hørte Du ikke noget? Hys — Hørte Du?
Men nei, de hørte ingenting —
Tilslut vovede Truls sig til at fortælle om det, han før saa skammelig havde fordulgt: om Offisjeren og Toskillingen, som han havde gjemt hos Sirissen — Aa-ja! det var jo ingen Tvivl mere om det; — det havde været
