„Oh, quelle horreur!“ mumlede han hen for
sig i Halvsøvne. „Selv Stenene paa Veiene reiser
sig mod en i dette forfærdelige Land!“ Saa
snudde han ærgerligt paa sig og blundede videre.
— Men ved hans Side sad hans Datter Emerentze, og hun blundede ikke. Der svæved et gyldent Smil over hendes Ansigt; og hendes Øine var forunderligt store og ganske sorte og ligesom fulde af Løndom.
I hendes Hoved surrede der et Virvar af Toner og Stemmer, af Lystighed og Latter. — For hendes Øine bølgede et Kaos af festklædte Skikkelser; — men bagenom alt hørte hun en og samme Stemme tale — en dyb og varm Mandsstemme — og der var to alvorlige Øine, som svøbte sin sansesløse Ømhed omkring hende, hvor hun stod og gik. —
— Haha; — hun maatte le, naar hun tænkte paa hvor braat han var faret sammen, da hun havde puttet sin nøgne varme Haand ned i hans store kjølige Næve! — Haha, saa underlig han havde seet ud i det Øieblik! — Han var blevet ganske hed og bleg i Ansigtet — det var som han var rammet af en dyb Smerte!
