Denne siden er korrekturlest
I det grønblege, svindende måneskjær
under dødsstive lindetrærs knoklede arme
vandrer han ene og synger langsomt
en sørgelig salme.
På hårdfrosne veie
i stille nætter —
lyder der klapren af benrangelfødder
Der går han og fryser, så røsten skjælver
og svøber sig tæt i sin liglagens-kappe,
med hovedet ned mellem skuldrene ludet
og ljåen indunder armen trykket.
Den slæber bortefter,
og klinger stålskarpt mod veiens stene
ud i den stille, lyttende luft.
