Side:Kinck - Sus.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
46

sorg jaged ham! — — Han sad og hvisked op igen og op igen linjerne, at det var hende han saa i alt.

Men som skifterne nærmed sig hjemmet, sænked tankerne sig ned i et saar, det var minnet om morens stride tørre ryg alle de gange hun hadde gaat sin vei fra dem, som var glade. Det syn var hans blødende samvittighed; han sad og længted med angerens brand efter at gøre noget godt igen mod den ryg — vidste ikke selv hvad. Og det vifted hedt efter ham og om ham med sorte vinger.

For det var noget, som gemte sig og tæred indenfor denne ryg — den vidste saamange smerter! Han mintes ryggen sætertur-dagen paa vei til prosten — det var som unævnelig, stille armod dengang slæbte sig frem til ly i fremmed gaard. — —

Men da han naadde forbi brugene ind i den store moen, var det som han skred ind i en høi kirke, som fanged ham med sin saare helg. Al anden tone var fusk, pianoet hjemme, orglet i kirken, militærmusiken paa Karl Johan, — ingensteds var tonen slik som livet. Moens yre og saare tone, det var livets egen