ha vist hende derinde bag den lyse gardin, hvem var stærkest! bare et puf i ryggen, saa bar det udi over det glatte bærg! — — Men haanden tog blødt under haaret om denne nakken, som ligned hans far.
«Ja, vi har slaas om fletten før, Sigvart,» sa han stille hen for sig.
Han kendte gennem mørket; hvor der tindred menneske-smil over den andens blik, — han var vel tanken i hendes stemme, naar den saare erfugl-lokken kom.
Han blev staaende igen ved enden av rækværket og se efter ham … gik han forbi stuen? Han listed sig efter, kunde ikke se for mørket. Han stansed: — jo han svinged indpaa broen, gik forbi stuen! — —
— — Han hadde det stærke blod, som samled sig og bare randt én vei! Han hadde alt glemt smældet i laasen! — —
— Herman Ek stod længe og tænkte paa sig selv. Han tænkte paa elgsporet langs isflaten, som ledte sig frem paa slump krok i krok, uden maal, — det grænseløst forsagte og det grænseløst vilde — naturlivets uudgrundelige stridsind, dette som løb jævnsides inde i ham og ikke
