Saa kom Sigvart Stenshoug ind igen. Hun bøied sig, trak i dørskaaten; men den sad fast.
«Nu faar De hjælpe mig, Stenshoug!» ropte hun.
«Det er ingenting jeg heller vil,» sa han stille og forsagt
Herman Ek hørte ikke; han stod og lytted; — der svinged en gig indpaa havesanden. Det sang i hjulene gennem fosseduren. Det banked paa ude i gangen. Der stod et blegt hode derude. Det var faren.
«Velkommen til dalen igen Herman!» hvisked det vart. «Mor vil gerne se dig!» — de skulde bare herned og hilse paa ham. — —
«Mor kan komme herop — vi er mange at hilse paa, Tordis, Sigvart.»
Han gik ned for at hente moren. Sønnen stod igen og tænkte paa den flakkende utryghed i blikket, da Sigvart nævntes — giften sved endda.
Faren kom igen, saa skræmt paa ham:
«Mor sidder dernede, » sa han bare, — det var som han hadde et sygt menneske i giggen. Sønnen svarte ikke. «Det er dig hun vil træffe, siger hun; hun bad mig si, at ellers saa reiser hun igen.»
