fast paa hende, med den samme sansesløse magt i blikket som frostaftenen i vaar, da hun gled forbi dem paa gaden.
Herman Ek saa det, kendte det gamle graa lune, som kom med yr sus, … ormen sikler om lynge-busk — tør nok altids stikke …
«Du blir med op?» sa han.
«Hvad skal det til!» skar hun i bleg, hun skalv over hele legemet.
«Han er vel ikke saa farlig,» sa han let, med ondt lyn i øiet.
Og saa blev han med op.
De spredte reisetøi udover stolerne i veranda-værelset, hvor bordet stod dækket. Men Sigvart Stenshoug gik i sin frak og hosted.
Det hadde staat kølighed fra strykene i aften; hosten øged; han sprang ud.
«Stakkar Stenshoug!» sa hun.
Herman Ek gik ud paa verandaen, saa ned i haven.
«Her staar han og hoster blod,» smilte han.
Hun lytted, sa ligesom til sig selv:
«Han holder alligevel av mennesker han — der er det bund at finde.»
Herman Ek stod og stirred over fosse-
