var gamle Stenshoug; han gik fuld paa bryggen i skjortærmer og vifted med det røde lommetørklæ. «Ja naa kommer dere sættandes. Jaja. Jaja.»
Han tog Herman Ek i haanden, stod med den længe gemt i sin vaade svede lab:
«Tømmerlensa er sprængt gut! de ligger og dupper i havdynningen som bortkommet tømmer, for al slags strøm, for al slags vind. Her en dag kom Sigvart rekandes au. Det gaar tilhavs med det, ser du, altsammen — tømmerlensa er sprængt!»
Det smelted bort i graat og sved og klisne haandtryk:
«Det er en stor tid vi lever i. Jaja. Jaja.»
«Er Deres søn her!»
Stenshoug slap haanden:
«Min søn reiste opover dalen.» Tordis Hval slap Herman Ek’s arm, stod forsagt og saa ind i sommernatten.
«Min søn sier du!» lo han saa. «Dere er nu brødre da saa at si paa farssiden,» hvisked han. «He-heh. Den far din var en rakker!» Det lynte; det var som han kasted med kampesten. «Jeg gaar her endda og
