Side:Kinck - Sus.djvu/234

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
236

narie-læreren stod paa katedret og lærte, saa gjorde han ikke det av sandhedskærlighed; — naar faren førte en sag eller skifted et bo, saa gjorde han ikke det, forat retten skulde ha sin gang; — naar doktoren stamped i sne over vilde heier, saa var det tanken paa honoraret, som bar ham; — og prosten smøg ikke i samarie og prædiked forsagelse, hvis menigheden slutted med offer. Alle var lige — det var bare evnen til at leve som var ulig.

Han blev ikke færdig med at se paa fiskerne; han boltred sig i et hav av gemyt, et hav av latter. Han saa længer frem, naar evnerne til at leve blev prøvet: — de sloges om hvælvet derude i storm! de bedrog hverandre, haante hverandre! de stjal, de løi! — ja gud ved hvad de ikke gjorde! Men hvasse tanker la ikke livet ødt, og de reiste sig efter de sviende svar, med øiekast som tindred mer end lyngblad og sol indpaa moen! De var fri spindelvæv, som dytted om sans og om vilje! …

— — Det var ondskap det at tro paa det ondes magt i verden — vel! saa trængte livet en sjøsalt draabe ondskap! — Og det risled gennem sindet og svimled, naar han mintes