Han satte sig op; øinene mødtes i kamp — det var som det ikke var samme mennesket længer, som stod foran ham! — — Det blev en lang stilhed; sindene sank; hun skøv sig tilbage mellem buskene. Øinene blev skælmske som før.
— Jo, sa hun bag bladene, hun hadde nok set ham ligge slik timevis under ribsbusken og stirre; og det gjorde ikke folk, som ikke var triste. — —
Han la sig igen; — han tænkte paa moer og mintes slaatter, svarte han.
«Saa la os ta os en tur da indover moerne,» sa hun. «Imorgen.»
Han saa op.
«For aldrig i livet slipper jeg dig!» blinked det mod ham stilt og fast i øiet. Saa gik hun.
— Dagen efter kom de kørende i stolkærre op dalen. — Nu gik han foran indover moen med rypeposen, hun efter og løfted op det sorte kjoleskørt. De sa ikke du; de snakked høit som de aldrig hadde kendt hverandre, de lo som i folksom fest; det var, som hvert træ i skogen stod og lytted og lurte for at høre av pust og
