«Den sorte kat paa ligklædet, som stirrer ondt paa os ud av billedet?»
Sigvart stirred stille ind i frosten:
«Det er far i den snehvide gade, vinternatten han første gang blev gal av drik.»
«Er katten din far?»
«Katten er tanken paa far, da han vassed om i gaderne … Du!» kom det som et indfald, — «du var med at rive troen unna min fars meninger!»
Herman Ek svarte ikke. Det blev stille en stund.
«Tanken paa din far, siger du?»
«Eller — eller —». Sigvart sank sammen, famled: «Jeg ved ikke, — katten er ligesom tanken paa mig selv, da jeg led for far; — den angsten for far hadde pint mig saa dagene før, at der ikke var mer i mig, som kunde lide, da dette endelig kom — jeg hadde bare en kold bevidsthed igen, bevidstheden om mig selv, som stirred syg ud av ødelæggelsen og ikke magted at lide mer. Det var vist det, som blev til den sorte kat.»
Det skrek i porten én gang til, — begyndte de at pille av deroppe? … Det kom
