tømmerstok. Men han sad stille, lod det ta sig, — naar han kom langt nok ud, blev det vel fred! — —
«Dette er det nye, fan pine mig det nye!» for den unge russ op og vilde slaa i bordet. «Dette er nemlig stort!» hvisked han hvislende og skalv langs læben — han hadde en rød flæk under hvert kindben. Han gled frem og tilbage rig og lykkelig over sin egen stemning — han aanded ind sommerlys som en nysprungen blomst. Anton Sørbærg pegte paa ham og smilte over til Tordis.
«De var helere og større og stærkere de gamle digtere,» svarte den unge forfatter forlegen.
— Ja, sa én, tiden var redigere den gang.
«Naar jeg læser de gamle,» stak Tordis’s stærke triste pande sig frem, «er det som at stirre ud i dalende snefloker.»
«Det var høist merkværdigt!» snerred Knockelmann og smilte til hende gennem grisne tænder.
«Stirre ud i dalende snefloker — hvordan det?» spurgte den unge digter.
«Jo, der er saadan stille længsel idet;
