«Hm —.»
«Jeg synes stuerne deroppe er blit fremmede for mig, siden jeg fik dig. Du?» Hun trak ham ind grinden under et træ, hang sig om ham og kyssed ham: «Du, hører du ikke!»
Han kyssed igen. Det blinked gennem frosttaagen; det var ruterne i vinduet paa anden side gaden. Han talte: — tre i høide to i bredde, tre gange to … sex i hvert vindu; tyve vinduer paa rad, sex gange tyve … hundrede og tyve ruter i hver rad …
«Du—u?»
Han kyssed. Saa begyndte han paa igen, glemte tallet; — begyndte paa igen. Han talte, saa tunge og tanke plafred lamme, hjærnen sved som før, da alle de utænkte spørsmaal flaxed uvorrent.
— — Det var det onde igen, lunets frost! Det øged. Det kløved jo skyggen ud av hans sind, saa den tog form mer klart end sidst! — —
«Hvad er det du ser?» bad hun.
«Aa det er søster og mor og Fossum-stuerne!» gled han unna, han skotted stjaalent paa hende for at se, om hun trodde.
