Han klemte om hendes arm i sanseløs glæde; men han turde ikke kysse.
«Ser du de gule blade!» sa han — han vidste ingenting at si. «Saa de lyser blindende som sol!»
«Ja,» svarte hun og saa paa rognebladenes fingre, som laa i det brune græs.
Han holdt hende i armen som før, bad hende skælvende se udover mod fjorden:
«Der kommer det ude fra havet med stille sigende regntaage, — graa, tæt, vaad. Ser du! — ind i hvert træ, op til alle bærg, ned mellem hvert raaddent græsstraa!»
Hun stod henrykt og saa paa høsten, paa de tunge draaber, som hang alt i rognegren. Hun stod henrykt og kendte hans fingre om sin arm.
« … Undrende vent i alt!» sa han og klemte let som han vilde hende mer; «— Vil se hvad høsten vil; det er som det er høst for første gang. Kender du det, Helene ?»
«Ja du!»
Rædde blade rasled.
«Kendte du det, Herman?»
De sank sammen, indimod hverandre; det var en usynlig tyvefinger, som pilled dem
