laa himlen i uveirsglød og suged hans syn, suged hørsel og syn.
Han gik ikke hjem til sit nye logis hos bageren. Han blev staaende midt paa jordet i vindens ustanselig flydende strøm. Han stod og stirred og tænkte. Hans hode var saa hedt av en ny tanke, som flød, flød, flød! — han stod og mintes Anton Sørbærg: «Det er det flydende og det skælvende, som lever,» sa det inde i ham i rislende glæde.
… Han var ikke alene — det var vist en hel flok unge nu, som ingenting mente; — og det var de som kunde nyde, ynglen fra de gamle reder, de fine fugle-unge-sind fra de gode gamle hjem.
… Det var nok opgivelse i det paa en vis; — men her trængtes ikke skipperblod mer, det var gjort det som skulde gøres nu paa jord. Fred paa jord! det var hovedsagen — ingen krav, som spændte sindene! men staa stille og villig og la livet risle indover sig i al sin bløde deilighed, ligesom den lumre forsommervind inat. Der var nok lummerhed; men der var duft fra stærke blomster i det; livet blev rigt, og livet blev reddet! …
Tanken kom som flunkende ny. Og
