Denne siden er godkjent
Det var en hed forsommer-aften, med damperes blanke sjø, med slappe duvende seil; det var en forsommer-aften med solens sugende vent i vest og underligt jag i luft ud fjordløbet.
Herman Ek sad ved kammersets aabne vindu; han syntes, at fjorden randt som en elv, og syntes, at aaserne var med i et stort skred, som gled udfor i øgende hast, til de blev væk dernede i det blaa. Det var udover alt vilde, i rastløs skynding; og han kendte det med ét saa rislende glad, at han var med, at hjærteblodet randt imod hav og imod sol; det var den samme extases stumme inderlighed som oppe i fosseskummet eller indpaa moen, som nu bar mod ukendt land med synslinjer uden grænse; men det var ikke rodløs længsel
