læse til examen, sa han; bodde hos en fisker.
— Hun var ogsaa kommet herud for et par dage siden, lo hun; skulde heller ikke reise hjem i hele — hele sommer, — «akkamei!» Saa lo hun igen: — det var et løierligt træf! — —
— Hun snakked saa larmende høit! — Han smilte, hadde ikke svar; ledte ikke efter det heller. Det var noget, som vendte sig indi ham; det var en skygge, som reiste sig tung lige ud av det, som skummed, kom susende: … Ormen sikler om lynge-busk, — tør nok altids stikke — hvisked det. Det var noget hun ligned; han ledte efter billedet, det skulde mod til at tænke det frem uden sky; — og det ægged. Det var «Freia», hun ligned! som vred sig og tagg prostens hanhund om gunst. Billedet vilde ikke væk; han skøv det fra sig, men skyggen i hans sind vilde ha det — tanken ledte det frem gang paa gang med ustyrlig strid ondskab.
«Jeg har tænkt saameget paa, hvad De sa sidst,» kom det tænksomt og forlegent.
«Slip mig!» skrek det dypt inde i ham; men stemmen satte sig fast i struben. «Hm;
