øiet, men lo med smilehul til Sigvart, han sad og hvisked, tynd og lang og fladbrystet med de to stikkende blaa øine i et lyst ansigt. De sad ved det lille bord ved vinduet sammen med Signe, som ikke vilde le til Sigvart, fordi moren ikke likte det — «tak, vi skal ikke ha kurtise!» —
«— Men det vil jeg si,» ropte sorenskriveren, han maatte rope for at bli hørt i den ivrige passiar — der stod rødvin paa bordet —, «at det han gør, det gør han da i god tro; det er mer end vi kan si om de andre venstreledere.» Han skotted i en blink bort til seminarie-lærer Stenshoug.
Men Stenshoug sad bred uden at kny og strøg sig lur om den tykke næsen. Og saa gik sorenskriveren og doktoren og prosten løs igen paa de andre venstreledere, mens fruerne lytted med saglig interesserte bryn og undte Stenshoug hvert godt skældsord venstre fik. —
Herman blev væk i den larmende disput og kom paa sin plads bort ved vinduet, uden at nogen saa. Selv moren sad oprømt og lod som hun lytted; men smilet var stivnet, saa han; han hørte, at hun ind imellem snakked
