Denne siden er godkjent
De vilde alle det samme, de vilde tvang, mase sønder og sammen og spytte ud! — —
— Langs slotsvæggen gled en dame i hvide sommerklær; sommervinden blaaste klærne ind mod kroppen, saa benene tegned sig stærke og trinde. Han kendte disse ben, han kendte det bryst; det var Tordis Hval. Sørbærg hilste; de slog følge nedover mod byen; han snakked saa ivrig ind til hende under parasolen — det lod til, han kendte hende godt. — —
Han blev siddende og se efter dem; han hadde ant, at det maatte være noget, sind som Sørbærg’s eied, som han savned; — noget maatte man eie!
— — Ja, hede — hede kind! hede — hede blik! — det var det eneste, det eneste ene! — —
