stansed netop her og tog anden vei! — det var lige radikalt for det!
— — Nei, hvem vidste det! spratt han op i jubel, brød sporet om stablen og satte nedover mod et nyt vand.
— Hvem vidste det! hvem vidste det! glimted det i hjærnen.
— Hvem vidste det! skrek det i bindingen.
— Ingen vidste noget! ingen vidste noget! skalv det gennem sindet uden lyd, og rapt som solglimt fra dyppede aarer …
Skien klabbed paa isen, for der var vand under sneen; det gik tungt. Op i bakken paa den anden side laa gaarden.
… Det elgsporet der paa isen var saa modløst og usikkert; det gik krok i krok, uden maal, med sprikende bagben, som tog udenfor forbens-sporene …
Han fulgte det med øiet bortover isen, ledte det frem, naar han misted det. Det greb ham saa underlig, som saar graat, vilde ikke slippe ham disse triste spor, som ikke vidste, hvor de vilde hen; … noget grænseløst vildt … naturlivets uudgrundelige stridsind … og noget grænseløst forsagt … De ligned
