skien. Der var skygger rundt om, smaatrold som dansed foran, dansed bag, utysker som kræved sig tænkt, spørgsmaal som kræved sig løst.
Han fulgte ikke med sin tid, tisked det i bindingen, — han blev levende begravet under smaatroldenes sværm! —
— Han var ikke radikal nok, haante det stygt i skien.
Han bed tænderne sammen, svarte i raseri som ikke fandt lyd:
«Der er ingen forskel paa mand og kvindel» - derfor skulde de elske hverandre saa titt de trængte, saa de ikke kendte den forskel! — — «Er det radikalt nok!»
Han hasted videre. Smaatroldene dansed, stemmer og øine fulgte. Frysende trost skvatred om frosne rognebær.
«Kvindfolk-mandfolk,» skvatred det skræmt.
«Kvindfolk—mandfolk,
kvindfolk—mandfolk,»
Han rømte unna, men blev ikke fri de ord — de laa og flaxed uvorrent op i selve hjærnen, rev saare rifter efter sig; de ord var det vist som rev tankerne sund for prostedatteren. — —
