Og som om Tørres ikke fandtes i Verden mere, gav de sig igjen til at spise og snakke om alle de daarlige Baade, man var henvist til paa Elve og Vande, hvor én maatte ro for at komme til Fisken eller over.
Tørres gik baglængs og holdt Stenen mellem sig og de fremmede, indtil han fandt en Fordybning ved Stranden, hvor han kunde være skjult, naar han lagde sig flad paa Maven. Her laa han og bandte og klorede i Sandet.
De havde leet af hans store Bud og tvunget ham til at gaa Vandet rundt. Saa naaede han ikke Aftentoget, maatte ligge hos fremmede, — kanske betale det dyrt; og saa kom han ikke til Byen, som laa der langt Nord nedsænket i Aftenrøden, — ikke i Dag fik han se den oplyste, vidunderlige By, som han havde stormet imod.
Langt om længe rejste Karene sig mætte og varme med Damp af Piber og Cigarer, mens Anders, der var vant med Byfolk, pakkede Levninger og Slumper ind og bar i Baaden. Da de var komne ombord under Latter og Kommers, kunde Tørres forstaa, at nogen havde nævnt ham; thi den tykke, som sad agterst, raabte høit:
„Vi giver Anders en Krone ekstra for at slippe Guldfuglen, saa tjener han endda 50 Øre.“
Dermed gled Baaden ud fra Land; de tre Herrer skyndte sig at faa sine Fluer og Slug i Vandet, for at dorge over til Jernbanestationen. Tørres blev liggende alene i sit Skjul og saa efter dem med hede Øine.
Saa listede han sig ned til Stenen; der laa nogle Korker og Papir med Smørflækker. Han stod og knyttede Hænderne ud imod Baaden og fik et Anfald af ustyrligt Raseri mod disse Mennesker — især mod ham den tykke. Han pressede sig ind mod Stenen, trykkede paa og spændte i. Men den urokkelige Vægt gjorde ham kold; det gik over, og han saa efter Baaden, som nu var gleden ind i den mørke Skygge under det andet Land, medens han lovede sig selv, at dette skulde ikke være glemt.
Derpaa tog han taalmodigt paa, at gaa Kysten omkring; det var i Grunden 50 Øre spart; nu kom det an paa Nattelogiset.
Men nu var der intet Guld mere af Solen og ingen dumme Drømme i Tørres. Han kendte efter alle sine Pengetutter, talte dem og lagde sammen; endnu havde han ikke givet et Øre ud.
Den By, han kom til næste Morgen, var saa stor, at Tørres blev staaende ganske fortumlet og maalløs, da han kom ud af Jernbanen.
