„I maa omgaaes forsigtigen med Guds Gaver, paa det at de ikke skulle spildes og fordærves. Ikke sandt? — kjære Børn!“
Han saa fra den ene til den anden med sine skarpe lyseblaa Øine og sit bestandige Smil; og der blev ganske stille blandt Pigerne, medens alle fik travelt med at samle Silden op igjen og faa det iorden. Det var meget værre, naar Sivert Jespersen sagde: Kjære Børn! end om en anden havde sagt: Helvedes Pak!
Uagtet de fór saa stille frem — Hauges Venner — og syntes at drive sin Forretning med saa megen Omsigt og Forsigtighed, var dog selve Forretningen alt andet end sikker og solid i Bunden. Fisket behøvede bare at slaa feil et Par Aar, eller om en Ildebrand ødelagde alle disse uassurerede Værdier, saa vilde mange tilsyneladende store Formuer smelte sammen til lidet eller ingenting.
Og dette følte de stundom selv, naar det varede længer end vanligt, før Silden kom under Land, eller helst paa Vaarparten, naar der var tomt i Kassen, og Silden laa uafskibet paa Søhuset, og alt afhang af Prisens Stigning eller Fald i Rusland og Preussen.
Da skalv de paa Haanden, naar Posten kom en Gang om Ugen, og de sov daarligt om Natten; — i denne Tid var det helst, de sang.
De samledes til Forsamlinger — gjerne hver Dag; de læste, de bad, de sang sammen. Og naar de alle sad sammen og saa paa hinanden, og den ene vidste om den anden, hvormeget der stod paa Spil for ham, hvor fredelige og fromme de vare, hvor Gud hidtil havde holdt sin Haand over dem og visselig ikke denne Gang heller vilde slippe dem, — om ikke for min Skyld saa for de andres, — da følte de Kraft i Bønnen, de smilede kjærligt til hinanden og gik hjem med god Fortrøstning.
Og den blev ikke skulfet. Aar efter Aar gik det dem godt; deres Kapital øgte; men de satte den strax i Forretningen. Den som et Aar havde saltet l,000 Tønder, vilde til næste Aar tage 3,000; de var ude om sig paa alle Kanter, satte alle Seil til, og medens de gik saa stille med sine Salmer og sagtmodig Tale, var de i Virkeligheden dristige — ja forvovne Speculanter.
Det var dette, som mindst af alt huede Hans Nilsen Fennefos. Ikke, at det skulde være imod Hauges Vilje og Anordning, at Brødrene drev Handel — tvertimod. Men dette var ikke den gamle Vindskibelighed og nøisomme Tragten efter en beskeden Gevinst. Pengene kom altfor let og i altfor store Portioner.
Fennefos fandt ogsaa, at der begyndte at indsnige sig Overdaadighed i Brødrenes Samliv; der var Middagsselskaber, hvor der blev spist overflødigen.
