Endelig havde hun engang været med for Alvor og udrettet
noget. Dette havde ikke været en ørkesløs Disput, hvori Frøken
Pram havde faaet Lov til at sige, hvad hun vilde, fordi ingen brød
sig om det. Hendes egen Person havde været midt i Striden.
Hun havde ganske vist tabt og nu rømmede hun Valpladsen; men hun lo stille og lunt i Stormen, svøbte sin gode Pelskaabe om sig og fortsatte sin Vei i Sneen.
Skoven, som brummede, Sneen, som dryssede, de sorte Stammer langs Veien — altsammen blev hende saa hjemligt kjært; hun følte sig ligesom i Slægt og Forbund med hele Naturen; og skjønt Lensmandens Vindu igjen blev borte for hende, gik hun modigt videre, og det faldt hende ikke ind at tvivle om Veien.
— Gabriele vendte sig ikke om og saa derfor ikke den Skikkelse, der fulgte efter hende paa Afstand.
Johannes havde løbet lige til Kirken; men da han saa hende gaa ind i Skoven og netop vilde raabe, var hun begyndt at løbe.
Johannes ilede efter; men da han saa, at hun stod stille, stansede ogsaa han. Saalænge han ikke kunde naa hende, skyndte han sig og vilde raabe. Men nu, da hun bare var et lidet Stykke foran — nu blev han staaende — raadvild, turde ikke gaa frem og kunde ikke komme sig til at raabe paa hende.
Saaledes blev han ved at følge bagefter — bestemt paa at stanse hende ved Lensmandens Grind; men der syntes det ham for sent, for nær Huset; han blev staaende bag det sidste Træ i Skovkanten, hørte hende aabne og lukke Grinden og saa tilslut hendes Skikkelse forsvinde som en sort Prik i Sneen, der faldt tæt udenfor Skoven og lukkede sig efter hende.
Derpaa vendte han om og gik halvt bevidstløs hjemover; medens en ganske kort Tankerække løb rundt og rundt i hans Hoved. Det var Fætterne og deres Slæng og alle de Grin og al den Triumf og omigjen det samme.
Han vilde stanse og alvorligt tænke over, hvad der var skeet. Det syntes ham i enkelte Øieblikke, at han vist maatte være gal. Det var jo umuligt og utænkeligt, at hele hans Liv, hans Kjærlighed og hans gyldne Drømme — altsammen væk! — blæst ifra ham en stormfuld Aftenstund; og selv gik han her og tullede som en Nar i Skoven, og Fætterne kom igjen, han saa dem hilse paa den anden Side af Gaden, han saa, hvor de lo, og han knyttede sine Hænder, somom han vilde slaa midt ind i alle disse grinende Tandrækker.
