ledes, at jeg farer med løst Snak. Men husk ogsaa paa, at jeg paa Forhaand ved, at det intetsomhelst Indtryk vil gjøre paa Dem, der er oplært og afstumpet i Ufeilbarligheden, det er kun for mig selv, disse Exempler har Værd. Det første er det Bibelsted, hvorpaa I har bygget Barnedaaben —“
„Jeg kunde næsten tænke det,“ sagde Præsten og smilede til sin Søn, „det er næsten altid der, det begynder.“
„Ja jeg ved jo,“ raabte Gabriele, „at I staar med Lommerne fulde af Fortolkninger; men jeg finder nu, der maatte ganske anderledes Hjemmel til, for at gjøre et Sacrament af en i og for sig saa meningsløs Ceremoni som det at døbe smaa Børn. — Men nu kommer et Ord, som er stukket under Stol; — jeg kan det udenad: I skulle aldeles ikke sværge; hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stol, eiheller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, eiheller ved Jerusalem, thi den er den store Konges Stad; eiheller ved dit Hoved; thi du kan ikke gjøre et Haar sort eller hvidt. Men Eders Tale skal være ja — ja, og nei — nei! — hvad der er over dette, er af det onde. Naar man nu ser, hvad I har gjort ud af det lille Ord: lad de smaa Børn komme til mig; saa maatte man dog vente — ja være vis paa, at et Ord saa tydeligt, saa udtømmende, saa ganske ualmindeligt energisk som dette om Eden — at det maatte være opbevaret og opretholdt paa det mest samvittighedsfulde i denne Kirke, hvor Kristendommen er saa ren og uforfalsket! men jeg skal fortælle Dem — mine Herrer!“ — og Gabriele reiste sig i Stolen, „jeg skal fortælle, hvorledes det gaar for sig i denne kristelige Stat — midt for Kirkens Øine — ja i den; — det gaar saaledes for sig, at der vrimler af Eder, lige op til en saadan Bespottelse, at der kræves Ed som en Betryggelse af selve de Borgere, som skulle styre Statens og Statskirkens Anliggender. Kristi Kirke forlanger, at den, som ikke vil bryde Kristi eget klare Ord ved at sværge, han faar ikke Lov til at befatte sig med Kirkens Anliggender. Kommer der en, som ikke vil sværge, fordi han ikke tror — væk med ham. Og kommer der en, som ikke vil sværge, netop fordi han tror, — væk med ham ogsaa. Kun de, der ere saa sløve eller forhyklede, at de ikke betænker sig paa at bekjende sin Kristentro ved at forhaane den, som ikke blues ved at spytte Mesteren i Ansigtet og kalde det Ærbødighed — kun disse kan denne kristelige Stat bruge! Og Præsterne! — de dækker over og beskytter af al Magt denne Skjændsel, fordi de ved og føler, at hele Mekaniken er indrettet paa samme Maade med Spilfægteri og Stikken under Stol — helt oppe fra Toppen og helt ned til Bunden! — Og alt dette! — det sker ikke under Indrømmelse af, at det desværre staar lige daarligt til baade
