heden være, at det urimeligste kan ske. Men det er aldeles ikke Ret at komme og fortælle, at det sker saa usigeligt let.“
„Men Gabriele! Far brugte jo bare Ordsproget saaledes som det jævnlig bruges, — i den almindelige Betydning —“
„Ja ja — min Ven! tror du ikke jeg ved det,“ svarede Gabriele og blev haardnakket ved at se paa sin Kjæreste; „det er jo dette Ord, alle Reformvenner har maattet slide med fra Arilds Tid, og det er vist uslideligt. Thi Sagen er, at yderst faa vil vedkjende sig, at de sværmer for at bevare gammelt Vaskevand, og derfor kommer de halende med dette Barnesnak — omforladelse! — med dette Snak om Barnet, som det skal være saa usigeligt let —“
„Ei — ei! min lille Svigerdatter! — du har en skarp Tunge, og du svinger den med Frimodighed,“ sagde Præsten leende og klappede hende paa Kinden.
Under den lille Ordvexel mellem Gabriele og Johannes var der faret et Udtryk af Forundring hen over Præstens Ansigt, og han saa skarpt paa hende, somom han for en Sikkerheds Skyld tog Maal af hende en Gang til. Men idet han nu lod det løbe ud i Spøg og glattede Samtalen ud, mens han ordnede de Aviser, han skulde have paa Sengen, var der ingen uden Fru Jürges, som mærkede nogen Forandring ved ham. Men hendes Øre var gjennem et langt Samliv blevet saa fint for hver Skygge i hans Stemme, at hun fór sammen og saa ængsteligt fra den ene til den anden; — selve Samtalen havde hun ikke hørt efter.
Johannes derimod var sjæleglad over, at de slap saa godt over dette farlige Punkt; men han besluttede alligevel imorgen at bede Gabriele være lidt mere forsigtig og hensynsfuld.
Saaledes fulgtes de alle fire opad den brede Trappe, sagde godnat til Johannes ved hans Dør og til Gabriele ved Bispekammeret, og de Gamle gik videre henover den lange Gang til sit Soveværelse, — Fruen foran med Lyset og Præsten bagefter med Piben og Aviserne. Lysskjæret faldt paa Sneen udenfor paa Vinduskarmen og gjorde en vandrende gul Plet paa Sneen i Gaarden, eftersom de gik forbi et Vindu.
Det var allerede saa langt paa Aaret, at Natten ikke længer, var vintermørk; men Maanen var ikke kommen opover Fjeldene, og tykke Skyer samlede sig i Øst, saa at Sneen lyste ganske svagt mod de store Skove omkring Præstegaardens Marker.
Vinden kom fugtig og vaskold ned fra de øde Sneheier og luskede langs Præstegaardens Vægge, strøg sig fort om Hjørnet og døde hen; men reiste sig igjen med et lumsk Kast, fór tversover Gaarden
