noget sammenhængende. Det var ikke underligt, om dette ikke var faldt ham ind før, mens han endnu gik taalmodigt og tvivlede og ventede, om han alligevel tilslut skulde vinde hende. Men nu begyndte han at se, at denne Lykke maatte han ikke tage egoistisk og rent personligt; — at saa meget blev anbetroet i hans Hænder, var noget meget mere; og han fyldtes af Taknemlighed mod Gud, som saa rigeligen havde bønhørt ham og endt hans Prøvelser.
Og hans lykkelige og løftede Tanker gik videre ud i Livet — fremdeles med hende tryg og fortrolig ved Siden. Udsigten var ogsaa nu en anden og lysere, efterat han ogsaa paa et andet Punkt var gjort rolig og tillidsfuld ved detsamme velsignede Brev fra Faderen.
Johannes havde nemlig aldrig kunnet forstaa det Træk hos den ellers saa beundrede Fader, der drev ham op til Nordland som Fiskerpræst og som endnu holdt ham borte fra Hovedstaden, — en Mand, om hvem det var sagt mange Gange, at han var selvskreven til at indtræde i Statsraadet, om nogen skulde dø, — han nøiede sig med at hædres saadan halvt underhaanden som den talentfulde og overlegne D i Hovedstadens Avis.
Nu havde Johannes faaet Forklaringen og tillige den dyrebare Forvisning om, at noget lignende ikke vilde blive forlangt af ham; og paa samme Tid som han i høi Grad maatte beundre det heroiske i Faderens Kamp mod Forfængeligheden, var det ogsaa med mere Ro og Tillid end forhen, at han lod sine Fremtidsdrømme bære høit op til en stærk og mægtig Kirke — saaledes som Guds Kirke burde og maatte staa i disse Tider — høi og lys, omgiven af kraftige Mænd, der vare saaledes stillede, at de ikke behøvede at nedværdige den hellige Myndighed, men kunde bære den høit som den Vældiges Vidner blandt Menneskene.
Den lille Johannes rettede sig i Pelsen; thi han var i Virkeligheden ikke stor. Naar nogen sagde, at han mindede om Moderen, ligte han det slet ikke; men hans Stolthed var Ligheden med Faderen i Stemmen og i Manerer. Det var hans Orm, at Erfaringen — en bitter Erfaring havde lært ham, at hans Person havde noget ubetydeligt ved sig — noget, som gjorde, at Folk trak Øinene op og sagde — ah! — naar han nævntes som Søn af Daniel Jürges — den talentfulde D i Hovedstadens Avis.
Hvor længe havde han ikke ventet, hvor havde han ikke trættet Himmelen med Bønner om Taalmodighed og mere Taalmodighed til at bære al denne Tilsidesættelsens Kval, al denne stille Overseen. Hvor havde det ikke pint ham at gaa saaledes uerkjendt blandt de dumme Mennesker, som ikke vidste, hvad der boede i
