sit ubetingede Bifald, vil den dog ikke undlade at paapege, at det formentlig — saaledes som de literære Forhold nu stiller sig, saavel ude som ogsaa især i de senere Aar herhjemme —, vil være mere overensstemmende med den gode Smags ikke mindre end med Moralens og Sædelighedens Fordringer, om det indtrængende Uvæsen strax mødes med en skarp og energisk Protest.“
Det rammede Daniel Jürges midt i hans Inderste. Han var for langt borte fra Livet til at høre og forstaa; han vidste ikke fuld Besked, var ikke paa Høiden i sin Dom om et af Tidens Træk — til og med i Literaturen, — kunde det være muligt?
Nu kastede han sig over den høiagtede Q og læste Anmeldelsen i en Fart.
Bagefter sank han tilbage i Stolen og blev siddende uvis og ulykkelig. Det blev ham snart klart, at det ikke var andet end høfligt Snak, naar Redaktionen skrev, at Q havde øst af hans Tanker, — ak! —— de vare som Kildevand og Mælkeblande mod dette.
Men var det nu ogsaa sandt, — var der virkelig gjemt saameget ondt og samfundsfarligt i denne simple Fortælling, som kun havde irriteret ham ved sin Mangel paa Poesi og sand Følelse?
Han greb den ulykkelige Bog, som endnu laa paa Kontorbordet, og slog op Pagina 73, som den høiagtede Q særlig havde fremhævet; og da han havde læst lidt, blev han blussende rød.
Thi det var sandt. Den store Skam var overgaaet ham, at han var seilet agterud.
Det maatte alligevel være de simple grove Mennesker, blandt hvilke han boede, som tiltrods for alt gjorde Luften tyk og uklar, saa han ikke skarpt nok kunde opfatte Tidens Tegn, uagtet han havde dette Overblik, og var saa vel inde i alt. Nu indsaa han, efterat Q havde aabnet hans Øine, at det, han overlegent havde taget for en Overdrivelse — en Udvæxt paa en i og for sig berettiget Gren af Literaturen, det var de laveres Had mod de høiere og mod den Høieste.
Og selve Pagina 73, som han vistnok havde læst med Mishag, fordi han havde følt, i hvor høi Grad Forfatteren manglede Evnen til at skildre den ideelle Kjærlighed, — nu saa han; — og han skammede sig, — næsten somom han selv havde været med paa noget uanstændigt.
Men medens han sad saaledes og ligesom følte, hvorledes han sank og sank, reiste det sig foran ham tydeligere og tydeligere dette: hvorledes kunde han forsvare at lade sig synke?
Thi naar han i en Ting som Literaturen, hvor han dog uden nogen
