mod havde aldrig tænkt fuldt ud, at Huset C. F. Garman — det gamle Sandsgaard — altsammen hang i en Traad, — stod for Fald som et almindeligt Fallitbo.
„Ja ja —“ mumlede han, „det var en Feil af mig at sende Kruse til Bergen. Men —“ med en Gang blev han saa træt af at bære denne Byrde saa alene, han vendte sig lige mod Worse og sagde: „det staar nok ikke saa godt til med C. F. Garman som du tror — Jacob!“
Han kom til at sige du som i gamle Dage, da Jacob Worse var Matros og Morten Garman Skolegut.
Nu var den underfundige Skipper Worse der, han vilde. I en Fart knappede han sin Jakke op, rev en Bunke Sedler ud af Brystlommen og kastede den paa Bordet midt foran Konsulen.
„5,000 Specier — Hr. Kunsel! for det første og ti ja femten, om det behøves, naar jeg faar Tid til at skrabe dem sammen,“ — hans Ansigt straalede og han lo, saa det klukkede i ham.
Men hans Glæde fik en brat Ende, da Konsulen skjød Pakken fra sig og spurgte i sin koldeste Tone:
„Hvad skal dette sige? — hvad skal jeg med de Penge?“
„Bruge dem, laane dem, beholde dem saalænge De vil — Hr. Kunsel!“
„Ah — saaledes at forstaa! De har altsaa tilladt Dem et lidet Divertissement paa vor Bekostning; meget fint opfundet — Hr. Kaptein Worse; men saa vidt er det dog ikke kommet med C. F. Garman, at de laaner Penge af sine egne — sine egne Folk.“
Et Øieblik sad den underfundige Skipper Worse maalløs; men saa blev det ham for galt; Sinnet kom op i ham og han slog i Bordet: „Nei hør nu Morten — Far! nu gaar det Pinedød over Skrævet med den Fornemheden din! Trænger Huset til Penge, saa er det rimeligst, at det laaner af mig, som har tjent hver Skilling i Deres og Deres Fars Brød!“
„Men forstaar du da ikke —“ raabte Konsulen, som ogsaa blev ivrig, „kan du for den Pokker ikke begribe, at det vil skade vor Kredit, om det blev bekjendt, at en af vore egne Skippere havde reddet os ud af en Forlegenhed?“
„Aa — reis mig baade her og der med din Kredit! — Kontant er bedre end Kredit skulde jeg tro! mine Penge er s’gu ligesaa gode som dine — Morten Garman! — og tager du dem ikke, saa er du ikke den Mand, jeg har holdt dig for.“
Jacob Worse var nu ganske ude af sig selv af Iver, og de sagde du til hinanden uden at mærke det.
„Naa — naa Jacob! — lad os ikke blive Uvenner!“ — sagde
